Intervjuad av danska Weekendavisen

Min danska är inget att hänga i julgran, men jag hoppas det blev bra. (Jag är delvis uppvuxen i Gottsunda/Uppsala, mest i Sollentuna om man ska vara petig:). Läs gärna, ni som följt Husbydiskussionen:

Forfatteren Viggo Cavling satte trumf på i Politiken: »Jeg ser en rød tråd mellem disse unge mænd og de sultestrejkende fanger på Guantánamo. De har ikke noget at tabe ved at kaste med sten og sultestrejke.«

Den fortælling er dybt fejlagtig og udtryk for en misforstået godhed, som skader integrationen. Det mener Sakine Madon, journalist og liberal debattør med kurdisk-tyrkisk baggrund. Hun har boet i Flemingsberg – en af de forstæder, der blev ramt af bilafbrændinger – og er opvokset i Gottsunda, som tidligere har lagt jord til optøjer. Og så har hun i Expressen erklæret, at både urostiftere og apologeter bør »skamme sig«.

»Der er debattører, som tidligere har sammenlignet optøjer med modstand mod tredjeverdensdiktaturer, og nogle som siger, at Sverige ikke er et rigtigt demokrati. Det er uansvarligt og smagløst og respektløst over for mennesker, som faktisk er blevet tortureret i diktaturstater. Jeg kan heller ikke se, hvordan det skal hjælpe de unge, når de får at vide, at hele verden er imod dem, at politiet er ude efter dem – det er simpelthen forkert,« siger Madon til Weekendavisen.

I hendes optik har store dele af svensk opinion set forstadsoptøjerne udelukkende som et spørgsmål om sociale skel.

»Men det er for simpelt, for vi har mange fattige områder, hvor den slags ikke sker.«

Selv om der er problemer med høj arbejdsløshed – over 30 procent af de 20-25-årige i Husby hverken arbejder eller studerer – køber hun ikke det dystopiske billede af forstæderne:

»Forudsætningerne for en god tilværelse er vældig store i Sverige. Sammenlignet med de fleste andre dele af verden er forstæderne det rene Paradis.«

Kulturløse svenskere

Sakine Madon mener, at der blandt journalister og politikere er berøringsangst for at tale om forældrenes ansvar, når det drejer sig om indvandrere:

»Jeg har arbejdet som fritidshjemsleder i Botkyrka kommune, som har været ramt af optøjerne. Og alle, som har arbejdet med kriminelle unge, ved, at der ofte er problemer i hjemmet. På skolerne ser man jo, at nogle forældre ikke dukker op til forældremøderne, men man ser ofte igennem fingre med det,« siger Madon. Hun drager en parallel til sagen om den svensk-kurdiske journalist Evin Rubar, der i en dokumentar viste, at skolesystemet ofte stiltiende accepterede indvandrerforældre, som brugte vold i opdragelsen.

»Mange har svært ved at rette kritik mod forældre med anden baggrund. Men det handler jo bare om, at vi må bekymre os for disse børn, præcis som for svenske børn – alt andet er racistisk. For mig handler Husby-sagen om mine slægtninge og venner, som bor i forstaden. Jeg tænker på, om deres bil bliver brændt, på de forretningsdrivende, på pizzeriaer, som bliver smadret – det bør være centralt. Men nogle svenske journalister og debattører, som ved meget lidt om områderne, vil hellere gøre det til et politisk spørgsmål. Venstresiden taler om klasse, højrefløjen om strengere straf. En stor del af den svenske debat er venstreorienteret, og fattigdomsteorien er udbredt. Men Marx-retorikken hjælper ikke de børn, som må leve under disse vilkår.«

Statsminister Fredrik Reinfeldt har været under beskydning, fordi han indledningsvis lod integrationsminister Erik Ullenhag håndtere sagen – underforstået: Der er tale om et integrationsspørgsmål, ikke et rent socialt anliggende.

»Men der er et integrationsproblem,« siger Madon. »Det spiller ind, at forældrene i mange tilfælde mangler interesse for det svenske samfund. Da jeg arbejdede med børn og unge i forstæderne, hørte jeg dem sige, at svenskerne ikke har nogen kultur. Jeg ved, at det stammer fra forældrene. Nu hjælper det heller ikke at bo i et område, hvor de få svenskere, man ser, er narkomaner eller på anden vis ramt af problemer.«

Sakine Madon understreger, at udviklingen kan modvirkes politisk. For eksempel ved at tilbagerulle den ydelse, som den borgerlige regering indførte til kvinder, der passer deres børn frem for at sende dem i børnehave, hvilket kan gøre det endnu sværere for de små at lære svensk. Samtidig har det frie skolevalg fra 90erne betydet, at ressourcestærke familier flytter poderne ud af forstæderne til andre skoler med mere opdeling til følge. Men svenskernes selvforståelse lægger også hindringer i vejen:

»Når nogle indvandrerforældre tror, at svenskere mangler kultur, hænger det sammen med, at de aldrig møder en svensker, som er stolt af sin kultur. Fredrik Reinfeldt fik for nylig meget kritik for at sige, at arbejdsløshed ikke er et stort problem for etniske svenskere midt i livet. Statistisk set har han ret, men folk reagerede på ’etniske svenskere’ – der er meget stor følsomhed.«

Sakine Madon øjner et paradoks i den svenske folkesjæl: Lige så overbevist man er om velfærdsstatens samfundsmæssige kvaliteter, lige så forlegen er mange over nationalkulturen.

»Alle er stolte over Folkhemmets politiske historie – vores europaparlamentarikere vil jo eksportere svenske love til resten af verden. Men når det kommer til den nationale kultur, er man meget utilpas. Den gængse forklaring er, at vi ikke deltog i Anden Verdenskrig og derfor ikke behøver at vise flag og være patriotiske. Når svenskerne ser Norges nationaldag med dragter og symboler, bliver de vrede og føler sig mere udviklede. Derfor er der også tendens til at gøre Sveriges nationaldag til et spørgsmål om multikultur med mellemøstlig dans og så videre, for at vise, hvor åbne vi er,« siger Madon.

– Men er den imødekommenhed ikke sympatisk?

»Jeg elsker Sverige for dets åbenhed. Men det er kontraproduktivt, hvis man ikke kan udvise stolthed. Samfundet ville være bedst tjent med, at svenskerne var præcis som alle andre. Man behøver ikke overdrive nationaldagen, men det ville være godt at afdramatisere. Det er også lettere at integrere sig i et samfund, hvis disse spørgsmål ikke er ekstremt ømtålige – det får mange til at se svenskerne som specielle.«

– Betyder forholdet til nationalkultur noget for lysten til at tale om integrationsproblemer?

»Ja, det har nok lidt at sige, om man er tryg ved sin kultur. Så er det lettere at fastholde, at børn skal behandles på samme måde, også når de hedder Aisha eller Muhammed, uden frygt for at blive kaldt racist. Jeg tænker jo ikke på den slags. Men mange journalistkollegaer har sagt: Hvor vover du at skrive om æresdrab? De holder sig tilbage, fordi de ikke vil styrke Sverigedemokraterne. Men hvis man bryder sig om folk i forstæderne, må man mene, at tyrkiske, palæstinensiske og svenske kvinder skal have lige rettigheder. Det er helt anderledes at kritisere æreskultur på dén baggrund, end når en svensk racist vil af med indvandrere. Antiracisterne må have bedre selvtillid. Det farligste, der kan ske, er, at de fremmedfjendske får monopol på denne diskussion.«